© 2019 by Erik Philipsen  -  1917 Frederiksberg, Danmark / The Peace Catalyst

FREDSARBEJDE 1945 - 2008

Efter FN-stilen ...

Efter min første fredspolitiske afhandling i 1945 gik der 40 år, før jeg i 1985 sammen med min kollega Erik Bernstorff udgav antologien om våbenkapløbet The Arms Race- og The Human Race.

Hvad der skete på fredsfronten i de år, har jeg i 2001 følt mig foranlediget til at fortælle min familie og mine venner.

1

Situationen dengang har mange lighedspunkter med den, som i 2018 har givet stødet til, at jeg igen føler trang til at protestere.

 

Den ret detaljerede beretning herom er ikke opløftende, men kan indgå som et bidrag til forståelse, ikke blot af mine personlige motiver, men af de rørelser i eftertiden omkring 90erne som skabte begrebet ”Nyttig Idiot”, og som antastede såkaldt venstreorienterede, anti-amerikanske journalisters loyalitet overfor fædrelandet – Danmark/ USA, NATO, DEMOKRATIET – med DEADLINE- journalisten Jakob Rosenkvist som forhørsdommer.

 

Min tilståelseserklæring fylder ca 5 A4-sider. Klik HER.

 

Kort fortalt var det de frø,

som mit speciale om den

engelske forfatter H.G.Wells

havde plantet i min bevidst-

hed om at være en del – nok

så lille - af den verdens-

politiske bevidsthed.

 

Det antog ved min 60-års

fødselsdag dette billedlige

meget sandfærdige udtryk,

skabt af min ven og kollega

Henrik Monved – som senere

bidrog med illustrationer til omtalte antologi, som jo var udkommet på skolens forlag FAG 3 år tidligere.

Samtidig afslører det måske også en generationskløft mellem ham – og de fleste af mine kolleger - som 68er og mig som en 48er. 

Den tavle, jeg havde under armen, indeholdt ikke blot påbud om nedrustning, men også forbud mod cigaretrygning på lærerværelset. Her havde mine profetiske evner kort efter sejret over bagstræbets  og letsindighedens ungdomsoprør.

 

Foruden H.G.Wells, er en anden af mine guruer forfatteren og journalisten Anthony Sampson, som jeg ved tilfældighedernes sære spil tilbragte to dage sammen med lige efter at han havde udgivet sin skelsættende bog The Arms Bazar. Om dødens købmænd. Det er den vi stod på skuldrene af med vores antologi – godt hjulpet af amerikanske fredsaktivister, som forsynede os med information og inspiration .

 

Jeg er bange for, at jeg også i min undervisning i de år var ret missionerende. Vi læste Graham Greene The Quiet American, og undervisningsmaterialet var også en engelsk dokumentarfilm om Vietnamkrigen:

Guineapigs (om hvordan unge amerikanske soldater blev brugt som forsøgskaniner for det giftige Agent Orange hvormede amerikanerne fra luften sprøjtede junglen, så vietkongerne ikke kunne gemme sig der). 

 

Samtidig hermed havde jeg oprettet kontakt til en amerikansk og sydafrikansk skole, hvor vi fik eleverne til at  producere aviser om den politiske situation i deres lande via FAX – og i samarbejde med Ritzaus Bureau, oprettedes en skoledatabase RB-info med fri adgang for danske skoler til deres nyhedskilder.

2

Da jeg i 1995 gik på pension var mit ry som fortaler for fred og FN på sit allerhøjeste - i hvert fald på Frederikssund Gymnasium - og Henrik  producerede dette meget sigende – højtråbende - portræt.

 

Jeg var helt givet blevet

mere rabiat.

 

At jeg også havde som

ambition at udbrede mit

fredsbudskab ud over

Frederikssund Gymnasiums

rammer ytrede sig ved, at jeg

var medstifter af Gymnasie-

lærere for Fred – en kort

overgang før Gorbatjov gjorde

fredsbevægelser overflødige

-  troede vi -  var jeg formand.

 

Her kan indsættes kopi af pressebillede LÆRERE OPFORDRER USA TIL PRØVESTOP.

(Kun overskrift og billede).

 

I kølvandet på Gorbatjovs forsøg på at skabe kommunismen med et menneskeligt ansigt indadtil, og hans åbenhed overfor samarbejde med Vesten, var der i årene 1985 til 1990 høj aktivitet på fredsfronten.

I 1987 deltog jeg i en i en international konference Mass Media in a time of Crisis i Västerås i Sverige.

 

Initiativet kom fra den norske fredsaktivist Eva Nordland, som en opfølgning af den norske statsminister Gro Harlem Brundtlands rapport til De Forenede Nationer, Vor Fælles Fremtid.

 

Her lavede jeg i en uge optagelser af berømte oplægsholdere som John Pilger, Helen Caldicot, Duncan Cambel, Herbert Schiller og John Kenneth Galbraight, den tids whistleblowers, hvis ord stadig 31 år senere kan virke inspirerende.

 

De vil blive tilbudt Det Danske Fredsakademi, og vil i givet fald kunne høres via hjemmesiden:

http://www.fredsakademiet.dk/

 

Ikke længe efter blev der afholdt et stort fredsarrangement på Louisiana. Her var en af oplægsholderne igen Helen Caldicot, som jeg kendte fra Västerås. Hun er forfatter til flere meget kritiske bøger om atomkaprustningen og det militær-industrielle kompleks. Hun stod også bag en dokumentarfilm produceret af det canadiske filminstitut If you love this planet.

3

Jeg fik en aftale med hende om at lave et interview omkring censurering i USA af den film som ”fjendtlig propaganda”, samt hendes personlige møde i december 1982 med præsident Reagan, som på det tidspunkt endnu afviste enhver tanke om nedrustning.

Fodnote: I sin bog Missile Envy, s. 271 -278 gengiver HC detaljeret hele den lange samtale.

Måske har samtalen med Helen Caldicot, som i øvrigt blev overværet af Reagans datter Patty, (som på et tidspunkt afbrød faderen og henviste til et dokument hun havde, som viste at HC havde ret ) givet Reagan nogle tankevækkende informationer om atomvåben, som senere førte til mødet med Gorbatjov i Reykjavik i 1986, hvor de to statsledere drøftede atomnedrustning.

 

Hele interviewet med den ildsprudlende sjæl Helen Caldicot er at finde på Youtube.