© 2019 by Erik Philipsen  -  1917 Frederiksberg, Danmark / The Peace Catalyst

Påskeferie i Perm

En dag i januar 1991 lander en kuvert med afsender: Østersøtræf på mit skrivebord.

”Nu igen?! Jeg har jo støttet jer”, mumlede jeg, og skulle lige til at smide det i papirkurven.

”Se nu hvad det er”, sagde min kone Lilian, som altid er så tålmodig.

Ok – jeg åbnede kuverten. ”VI HAR VUNDET EN REJSE TIL RUSLAND!” brølede jeg .

Ingen af os havde bemærket, at vi deltog i en lodtrækning om en sådan rejse, da vi allernådigst donerede 50 kr til Østersøtræffet, der skulle forene ungdom fra hele det baltiske område til et stævne på Bornholm.

1

Det var egentlig en busrejse til St. Petersborg, vi havde vundet, men vi havde fået rigeligt af turistrejser med bus, da vi selv havde arbejdet som guider på sådan nogen. En kontakt til sponsoren, Eurasia, et nystartet  dansk-russisk rejsebureau, udvirkede, at vi fik arrangeret en familie-udveksling med Perm, en for os totalt ukendt by på grænsen til Sibirien.

 

Vi blev modtaget med blomster i Moskvas lufthavn af vor vært Genaddie fra Perm. Han havde rejst et døgn med Den Trans-Sibiriske Jernbane for at kunne  gelejde os til sit hjem i Perm.

 

Vi fløj fra Moskva mod Perm i et spartansk Aeroflot fly. Men en snestorm havde lukket lufthavnen i Perm, så vi blev dirigeret til Sverdlovsk (nu Jekatrinenburg).

Her fik vi et glimt af den barske vinter-virkelighed for almindelige passagerer. Vi måtte vade i en halv meter sne hen til en bus, der førte os til lufthavnsbygningen.

Den viste sig at være tæt pakket med  hundreder af  mennesker, stående som sild i en tønde, unge, gamle, tykke og tynde og  invalider mellem hinanden. Vor vært førte os målrettet hen mod en særafdeling for krigsveteraner, hvor der var siddepladser, og en mindre bar, befolket af ældre, venlige mænd, som forsøgte at snakke med os.

Vores handlekraftige vært forlod os en kort tid, og vendte så tilbage for at føre os til en større sal med falmede  lænestole og et afdanket  TV-apparat, som han fik i gang.

 

Da klokken var ca. 2 nat ankom en taxa med tre mænd på forsædet. Ud over chaufføren, en bevæbnet vagtmand samt en af vor værts venner, som havde skaffet taxaen.

Vi bliv stuvet ind bag i Volgaen og startede en halsbrækkende slingretur på sneglatte veje i rasende fart mod Sverdlovsk. Men så sker det forunderlige.

Klokken var ca. 3 om morgenen. Vi skulle lige aflevere den hjælpsomme ven på vejen, og i udkanten af storbyen Sverdlovsk  gør vi holdt ved en beboelsesejendom. Vennen forsvinder  - men siger ikke rigtig farvel.

 

I stedet dukker han op efter 10 minutter, hvor vi  ventede uden forklaring – han stak et syltetøjsglas med et hvidt pulver ind ad døren. Det viste sig at være cyklamat, et sødemiddel som må have været umuligt at skaffe normalt i Rusland dengang - jeg selv havde lige  fundet frem til det i Danmark som erstatning for sukker.

Jeg er diabetiker, og det havde vor vært øjensynligt fortalt ham.

2

Vi fortsatte så  - og blev kl. ca. 4 morgen indlogeret  på et hotel. Værelset viste sig at være en luksussuite: en forstue med klædeskabe og  gamle antikke møbler, et stort klassisk møbleret værelse med en kæmpemæssig himmelseng. Vi var målløse. Det var jo Zartidens Rusland, vi var havnet i denne nat.

 

Næste dag var Påske Lørdag. Midt på dagen kørte vi med den Transsibiriske Jernbane  til Perm – en behagelig rejse med smukke sneklædte skovlandskaber og små idylliske landsbyer med lodrette røgsøjler fra træhusene ... næsten en Disney-udgave af det klassiske Rusland.

Ved ankomsten til Perm, befordredes vi til udkanten af byen, hvor vor vært boede på 5. sal i et af de typiske betonhøjhuse – Der var snavset i elevatoren og på gangene. Da vor vært senere undskyldte for dette, spurgte vi meget naturligt, om ikke de kunne finde sammen med andre ligesindede og sammen  få gjort noget ved det … men han rystede opgivende på hovedet: Sådan var folk ikke her.

Nå, men indenfor, fandt vi et hjem med varme, klaver som trakteredes smukt af familiens 13-årige datter;  god mad. Grøntsager hentet fra konens familie, der havde en datja 60 km. fra Perm, og fisk, selvfangede fra isen over kæmpefloden Kama, der løber gennem Perm.

Næste morgen skulle vi  besøge  en skole, en specialskole for engelsk – selvom det var påskesøndag. 

 

Vi ankom til skolen et par timer forsinket – for vi, som jo havde haft en noget strabadserende rejse, skulle da have lov at sove længe, og spise et godt morgenmåltid.

 

Ved skolens port  blev vi modtaget af to elever – en på ca. 10 år, og en på 14- 15 og en lærerinde.

 

Eleverne var ivrige for at demonstrere deres engelsk, den yngste begyndte omgående med sit indstuderede Hello, my name is Olga – what is your name. I live in Perm, where do you live, mens den ældre mere sagligt fortalte om skolens forskellige rum – indretningen mindede meget om mit gamle Sct. Jørgens Gymnasium  fra 40erne.

 

Efter en rundgang til diverse klasseværelser, der bl.a. indeholdt et bedaget sproglaboratorium, blev vi gelejdet ned i spisesalen, hvor eleverne åbenbart til daglig modtog et varmt måltid. 

3

Da døren gik op stod vi overfor et mægtig langt bord med hvid dug, tæt besat med små skåle og fade i alle mulige grønne og røde farver. Rundt om bordet sad  20-30 lærerinder, og en enkelt mandlig lærer. De var mødt op Påskemorgen, havde medbragt hver nogle russiske kulinariske lækkerier. De havde ventet et par timer på os og har nok været meget sultne, ombølgede som de var af de fristende dufte.

Det blev et meget frydefuldt og lydefyldt måltid, hvor skingre kvindestemmer forsøgte at  overdøve hinanden under en regn af spørgsmål til os to -  væsner fra en fremmed planet. De havde aldrig før haft besøg fra udlandet.

 

Men der ventede endnu en kæmpe overraskelse. Vi blev efter den overdådige frokost  ført op i et klasseværelse, hvor en 10-15 elever, drenge og piger fra de ældre klasser jo også havde ventet i et par timer på os.

Her holdt vi en halvanden time lang ”pressekonference”, hvor vi, anbragt på et podium, blev udsat for en byge af spørgsmål - mange af dem var tydeligt indstuderede, naturligvis, engelsk ligger nu en gang ret fjernt fra russisk - om  private familieforhold, hvad vi syntes om Rusland, hvilken musik vi kunne lide, hvilke russiske forfattere og komponister, vi kendte, om vore skoler, om vi havde bil, om hvad jeg mente om russiske kvinder – Eleverne var utroligt glade, åbne  og levende – og det samme gjaldt lærerne.

Forholdet mellem elever og lærere var præget af gensidig tillid og varme – lærerinderne virkede som venlige, ungdommelige, men moderlige, tanter.

Men det skinnede også igennem, at eleverne var ”veldresserede” ikke alene i deres sproglige udfoldelser. Senere oplevelser ved udvekslingsprojekter mellem danske og russiske elever afslørede, at dette var en dybere liggende forskel mellem danske og russiske elever: Det var svært, men dog ikke umuligt, for russerne at frigøre sig fra udenadlært liren sætninger og udsagn af – også når det gjaldt indholdssiden. De var tilbøjelige til at sige det, de mente, man forventede af dem, hvor danskerne jo – som sædvanlig – var langt mere fritænkeriske.

 

Men under de videre forløb, hvor russiske elever kom til Danmark, slog senpubertetens iboende trang til oprør mange af de autoritære tankevaner i stumper og stykker – godt hjulpet af forestillinger om, at den danske frigjorthed var nøglen til den velstand og højere levestandard de oplevede i forhold til deres egen: Det gjaldt bare om at hoppe på vognen.

 

Det viste sig senere, at de som forenede deres gode faglige baggrund, opnået ved hårdt, autoritetstro slid med lektierne, med gåpåmod og initiativ, måske inspireret af ophold ved danske uddannelsessteder, fik nogle særdeles lukrative karrierer.

Det overraskende var ikke alene at lærere og elever var mødt talstærkt op på en påskedag. Vi havde forventninger i retninger af en autoritær, frygtpræget ånd, hvor disciplin og undertrykthed prægede atmosfæren. Det var langtfra tilfældet.

4

Nogle dage senere blev vi kørt 30 km ud ad snævre sneklædte veje til noget, de kaldte Camp Hilton. Her skulle vi opleve moderne engelskundervisning for russiske virksomhedsledere.

 

Det viste sig at være en større  barakansamling, en sommerlejr for Komsomoller, russiske ungdomsorganisationer, hvis to-etagers hovedbygning nu anvendtes til  sprogkurser i engelsk for ledere i de statslige virksomheder.

Ved indkørslen var der en skov af store plakat-portrætter af arbejdere, som var blevet hædret for deres indsats til gavn for det sovjetiske samfund.

 

Vi fik en udmærket frokost, og bemærkede herunder en midaldrende mand, som i ærbødig afstand fulgte nøje med i, hvad vi talte om med vore værter.

Vore tanker gik naturligvis i retning af, at han skulle overvåge sine landsmænd og os, men da vi brød op, kunne han ikke dy sig længere.

På ufejlbarligt Oxford English betroede han os, at det havde været en stor oplevelse for ham at overhøre vores samtale på engelsk  - og at det var første gang, han selv havde lejlighed til at tale engelsk med rigtige levende udlændinge!

Da vi kom ovenpå til undervisningslokalerne, var gangene udenfor lokalerne fulde af unge og midaldrende velklædte mænd og enkelte kvinder, som stod i små grupper og talte med hinanden på elementært skoleengelsk.

De var midt i et rollespil, hvor de havde fået tildelt en bestemt rolle, de skulle udføre i det meget begrænsede engelske ordforråd, de besad.

Der var ingen slinger i valsen, alle forsøgte efter bedste evne at få noget sagt.

Senere blev vi involveret i en videreførelse af disse opgaver i mindre grupper, og det hele endte med en pardans til The Beatles, hvor der skulle konverseres under dansen  - nogle af herrerne måtte agere damer, men det foregik under megen, men alligevel disciplineret, munterhed.

 

Efter disse demo-timer skulle vi så tale med den dynamiske og charmerende leder af kurset, Irina Belousova.

Hun startede omgående med at udspørge os– hvor vi jo havde forventet, at vi skulle udspørge hende. Hendes første spørgsmål var: ”Now, what plans have you for future cooperation?”

Vi var noget overrumplede, for selvfølgelig var det jo rigtigt, at vi dagen før havde været til møde med universitets rektor, og der, sammen med universitets engelsklærere havde opkastet visse samarbejds-muligheder  - men de tanker var noget, vi først lige selv havde fået ideer til – og vi var jo ikke nogen officiel delegation. Hun må have fået et praj om, at vi havde fremsat nogle tanker, for samtalen udviklede sig hurtigt meget konkret til nogle skitser, hvorefter vi hver især forpligtede os til at søge at skabe interesse for vore  ideer hos vore respektive lokale myndigheder.

5

Den sidste dag var vi på kanetur med direktøren for Perms travbane, trukket af ”Ruslands stærkeste hest” – Det var overraskende, at man her midt i vinterkulden trænede travhestene med  sulkyer -  endnu mere forbløffende var lyden fra de store stalde – det var ikke så meget hestevrinsk, men grisegrynt og hyl der lød. ”Ja, vi sælger også grise …” var forklaringen: Perestreuka  - eller sortbørs ?

 

Den lokale radiostation bad om et interview, og jeg blev bedt om at kommentere Uffe Ellemans noget provokerende udtalelser i forbindelse med begivenhederne i Vilnius, 

Og i sandhedens interesse, sagde jeg, hvad jeg mente: Uffe E.  was like a mouse, trying to roar like a lion …

(Jeg mener stadig, at Uffe E.s bestræbelser på at behage USA i den situation var en stærkt medvirkende årsag til, at Gorbatjov mistede tillid på hjemmebanen, så han senere kom til at trække det korteste strå i magtkampen med Militæret og senere Jeltsin – hvilket var en tragisk afslutning på en stor statsmands historiske indsats for freden i verden -  og en meget uheldig start på en voldsom nedtur for det russiske samfund under Jeltsin.

Vi oplevede senere ved besøg i nogle af lærernes hjem, at omgangsformerne nærmest mindede om en engelsk middelklassefamilies fra trediverne: Gode manerer og pli, men også ligefremhed, varme og humoristisk sans.

Når vi ser tilbage på den uge  - og på oplevelser ved senere besøg affødt  af de mere officielle forbindelser mellem Danmark og Perm, som vores tur blev indledningen til  - må vi stille os selv det spørgsmål:

"Er danske og andre vestlige meningsdanneres og  journalisters billede af  homo sovjetikus ikke blevet  forvrænget af  rædselsberetningerne fra Stalintiden, karikerede russiske typer fra amerikanske film, og krimier og spionromaner, som f.eks. Leif Davidsens, som jo ikke skildrer almindelige menneskers dagligdag og omgangsformer, men udspiller sig i randområder af samfundet; et resultat af L.D.s oplevelser og erfaringer under den kolde krig, hvor udenlandske journalister ikke måtte komme i russiske hjem, og derfor mest  omgikkedes udenlandske kolleger i journalist-ghettoerne samt nogle få ret atypiske russiske familier?"

 

Det indtryk kan man i hvert fald få.

 

Eller var de mennesker, vi mødte i Perm, en særlig privilegeret afart af homo sovjetikus , fremavlet under den osteklokke, deres fyrretyveårige isolation havde anbragt dem i?